Til unge

Hvis du er mellem 18 og 24 år og har været i behandling eller er i en form for efterbehandling for et problemgivende forbrug af rusmidler, så har du mulighed for at få en voksenven.

En voksenven er en, du kan hygge dig med og tale med om de ting, du er optaget af i dit liv. Det er en, der kan støtte dig i det, der er svært og glæde sig med dig, når det går godt. En voksenven er en, der interesserer sig for dig, og som gerne vil være der for dig.

Hvem kan få en voksenven?
For at få en voksenven, skal du have afsluttet behandling eller være i en form for efterbehandling for et problemgivende forbrug af illegale rusmidler. Du er altid velkommen til at kontakte os, så kan vi sammen finde ud af, om det er en mulighed for dig.

Hvad skal jeg sammen med min voksenven?
Der er ikke nogle regler for, hvad man skal sammen med sin voksenven. Det er noget I finder ud af sammen. Nogle ses hver uge, andre en gang om måneden. Nogle går på cafe og spiser sammen, nogle går i biffen eller til forskellige arrangementer sammen. Og andre igen mødes hjemme hos voksenvennen og hygger sig. Det er helt op til jer, og hvad I har lyst til.